Psykolog: Der er ingen børn, der ikke har noget godt i sig

Af jornalist Bjarke Kirkegaard Nielsen. Randers Amtsavis

20. september 2017

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Eva Søndergaard har i sit arbejde fokus på ressourcerne i sine klienter. Hun har mange børn i konsultationen, og det var mødet med voksne skizofrene, der fik hende til at specialisere sig i børnepsykologi.

 

Randers: Hvor skal man placere en psykologklinik med speciale i børn og familieforhold? Eva Søndergaard har svaret.

- Den skal selvfølgelig ligge ovenpå Fætter BR og tæt på en smykkebutik, og det gør min klinik, siger hun med et smil.

Eva Søndergaard har haft psykologklinik i Randers siden 1995 og kan tydeligt mærke en forandring i branchen.

- Da jeg startede, var vi ikke så mange psykologer i byen. Derfor mødtes vi en del med hinanden, og vi kendte alle til hinandens specialer. Nu er der kommet mange flere psykologer, hvilket jeg er glad for, da der virkelig er brug for os, men det har også gjort, at vi ikke længere er så tætte på hinanden, siger hun.

Når man træder ind i hendes klinik, er det ikke med følelsen af, at man går ind i et behandlermiljø. Det føles mere som at gå ind i en stue, hvor hyggen er i højsædet.

Der er malerier på væggen. Et brunt skab står i det ene hjørne, og et lille sofabord står mellem kurvestole og en sofa. Det eneste, der afslører, at man ikke er gået ind i Eva Søndergaards dagligstue, er en tavle med store ark papir.

Relationer

Eva Søndergaard har med sine mange år i branchen opbygget en stor viden og en solid værktøjskasse, som hun dagligt kan gøre brug af. Hun tager både børn, unge og voksne ind i klinikken, og fordelingen mellem de voksne og de yngre klienter er cirka 50 / 50. Hun har en forkærlighed for børnene, men i alt, hvad hun foretager sig, er det samme motivation, der holder hende kørende.

- Jeg er jo en ældre psykolog, der bare elsker mit arbejde. Jeg elsker at hjælpe folk, og jeg elsker at give dem hjælp til selvhjælp, lyder det fra den randrusianske psykolog.

Efter at have færdiggjort sin kandidatuddannelse i psykologi i 1980, fik hun job i psykiatrien. Her arbejdede hun med skizofrene voksne, og det var det arbejde, der fik hende til at søge ind i børnepsykologien.

- Jeg arbejdede med disse voksne i et par år, og jeg fandt ud af, at jeg gerne ville være med til at forebygge og derfor sætte ind i barndommen. Jeg er nemlig sikker på, at en tidlig indsats kan gøre, at sygdommen bliver mindre slem som voksen, fortæller hun.

Som hun sidder der i sofaen og fortæller om sit liv med psykologien, står det lysende klart, at hun er en kvinde, der har fundet sin rette hylde. Hun svarer hurtigt på spørgsmålene, og er ikke bleg for at tage en omvej hen til svaret, hvis vejen er tilpas interessant.

Sådan må det også føles at være klient hos Eva Søndergaard, for selvom svarene nogle gange ligger lige for, så tager hun gerne de ekstra skridt for at finde ind til problemets kerne.

• Kommer der et barn herind, som længe er blevet hængt ud som et problembarn, så skiller jeg problemet fra barnet og kigger på, hvad problemet skyldes. Alt for mange børn har en opfattelse af, at de ses som problembørn og ikke som børn med et problem, siger hun.

Derfor tegner Eva Søndergaard barnet på papiret på tavlen. Hun tegner barnets stamtræ og kigger på relationerne mellem menneskene i barnets liv. Er barnets forældre blevet skilt, og har moren måske fået et barn med en ny mand, så kan man nemt føle sig overset.

- Hvis morens nye mand kun har fokus på deres barn og moren, så er det svært at være det barn, der er kommet med ind i parforholdet, fortæller Eva Søndergaard.

I den slags situationer vil hun kigge på, om der er nogle relationer, som er positive for barnet. Har det måske nogle bedsteforældre, en onkel eller en skolelærer, som er god for barnet, så skal de relationer dyrkes.

Ingen møgunger

Når man som voksen bevæger sig rundt i sine miljøer, kan man med mellemrum godt komme til at tænke om et barn, at det er en værre møgunge. Men den slags findes ikke, mener Eva Søndergaard.

- Der er ingen børn, der ikke har noget godt i sig. Nogle af de værste ballademagere har også positive sider. Det handler igen om at se barnet og ikke kun problemet, siger hun og perspektiverer.

- Den anden dag havde jeg en familie, hvor moren sagde, at nu var sommeren slut, og fra nu af blev det bare mørkere og mørkere. Det kunne hun næsten ikke holde ud. Til det svarede hendes lille datter, at når det blev mørkt, kunne de bare tænde stearinlys, for det, syntes hun, var hyggeligt. Selv i mørket er der lys, opsummerer Eva Søndergaard.

De børn, der kommer hos Eva Søndergaard er oftest børn, hvis forældre er blevet skilt, nogle har mistet bedsteforældre, andre ser deres far for lidt, mens nogle børn også bare har ondt i maven eller i hovedet.

- Jeg oplever også, at jeg får flere og flere børn med diagnoser. Før i tiden blev den salgs behandlet i psykiatrien, men der er åbenbart sket et eller andet, som gør at flere og flere søger psykologhjælp, siger hun.

Børn under 11 år er altid i klinikken med deres forældre. Det skyldes for det første, at det kan være hårdt for barnet at stå selv i en session, men det handler også om, at et barns problemer ofte opstår i et samspil med familien, og forældrene er nødvendige for at støtte og medvirke til at løse problemerne.

- Det er sådan, at hele familien kan være med til at fastholde et barn i problemerne. Derfor er der brug for hele familien til at løse problemet. Det skal ganske enkelt ske i et samspil, siger hun.

Når børnene når 11 år, er der nogen, der ønsker at have nogle af sessionerne alene med Eva Søndergaard.

- Så opretter vi et fortroligt rum herinde. Jeg snakker med barnet om, hvad der skal blive i vores rum, og hvad vi sammen kan fortælle mor og far. Det overholder jeg selvfølgelig altid, da fortroligheden er ekstremt vigtig, siger hun.

En uddannet kvinde

Eva Søndergaard ved, hvad hun taler om, når hun taler om psykologi og specielt børne- og familiepsykologi. Lige siden hun fik sin eksamen fra Aarhus Universitet har hun dygtiggjort sig indenfor feltet, og selv i dag, hvor hun har været i branchen i næsten 40 år, lærer hun stadig nye ting.

- Jeg er begyndt på en ny terapiform, som hedder hypnoterapi. Den handler om at give klienterne oplevelsen af at lykkes. Det starter med, at vi snakker om, hvad klienten gerne vil opnå, og så skriver jeg deres formuleringer ordret ned. Dernæst taler vi om, hvad de kan gøre for at nå målene. På den måde får de en opskrift. Jeg bringer dem så ind i en dyb afslappet tilstand, hvor jeg giver dem deres sætninger, og lader dem opleve, hvordan det bliver, når målene er nået. På den måde bliver de mere kropsligt forbundet med løsningen, så det hele ikke bare sidder oppe i hovedet, fortæller hun.

Udover sit arbejde på klinikken i Randers, har Eva Søndergaard blandt andet været psykolog på Oust Mølleskolen. Her var ambitionen fra lederen, at Eva Søndergaard skulle gøre skolen kendt i Danmark og internationalt. Det første lykkedes, da DR lavede en udsendelse, som blandt andet omhandlede hendes arbejde på skolen udenfor Randers. Hun formåede også at få skolen tegnet ind på verdenskortet.

- Jeg blev inviteret til at lave en præsentation med en workshop på International Verdens kongres for familieterapi i Oslo i 2001. Her var mange inde for at høre om vort familie og netværksarbejde, og vi blev inviteret til næste verdenskongres året efter i Brasilien 2002, hvor jeg igen var hovedansvarlig for vores workshop i Porto Allegre, siger hun og fortsætter:

- Dernæst lavede jeg alene workshop på Europæisk Familieterapi kongres i Berlin i 2003, og blev inviteret til at undervise i Belgien 2005 og på Nordisk Psykologkongres i København i 2004. Desuden kom både dansk og udenlandske institutioner i en lind strøm og besøgte Oust Mølleskolen, for at høre om den ressourceorienterede tilgang til arbejdet med både børn og forældre.

Med de mange år i faget, har Eva Søndergaard naturligvis haft mange klienter i området, og hun nyder at høre gamle klienter fortæller, hvordan det går dem.

- Jeg siger altid til dem, at de er velkomne til at skrive til mig. Det betyder da meget for mig at høre, at de stadig har det godt, fortæller hun.

Som gammel klient kommer man dog ikke til at opleve hende kaste sig over ens skuldre på gågaden.

- Når jeg møder en klient på gaden, er det altid ham eller hende, der hilser først. Det kan jo være, at de går sammen med en, som ikke skal vide, at de har gået til psykolog, siger hun og afslører, at selvom det stadig er en smule tabubelagt at gå til psykolog, så er det slet ikke så slemt som før i tiden.

- På et tidspunkt tog jeg meget på besøg i hjemmene. Det gjorde man dengang. Hvis der så kom gæster i huset, og jeg var der, så skete det ofte, at jeg blev præsenteret som deres tante, husker hun.